Biotekkoncernen Novozymes investerer nu i ny energivenlig erstatning for filtrering fra danske Lyras. Koncernen har efter et grundigt testforløb købt sit første UV-anlæg baseret på teknologien raslysering til at inaktivere mikroorganismer. Raslysering vil forbedre arbejdsmiljøet og nedsætte energiforbruget hos den globale markedsleder indenfor industrielle enzymer.
Novozymes nye raslyseringsanlæg fra Lyras vil erstatte nogle af de arbejdskrævende filtreringsprocesser, der før har givet fysiske belastninger for virksomhedens ansatte i form af manuel håndtering af filtre. Investeringen forventes samtidig at give mere sikkerhed omkring uønsket mikrobiologi og et nedsat energiforbrug.
”Da en række enzymer ikke kan tåle høj varme, bruger vi i dag klassiske dybdefiltreringer til fjernelse af biobyrden i vores produkter. Derfor udskifter vores ansatte dagligt tunge sæt af filterplader, som en del af oprensningsprocessen til det færdige enzymkoncentrat. Med raslysering slipper vi for det. Samtidig får vi endnu mere kontrol over uønsket mikrobiel aktivitet i vores processer. Vi forventer også at kunne se forskel på energiregningen. Så raslysering passer på alle måder perfekt ind i Novozymes grønne strategi,” forklarer Senior Director Steen Skærbæk, Novozymes. Han fortsætter:
”Når UV-teknologien giver de forventede fordele på Novozymes’ fabrik i Kalundborg vil næste logiske skridt være at installere Lyras’ UV-teknologi på flere af vores globale strategiske Sites, der producerer high-value enzymer og proteiner til fødevareindustrien”.
Ros til Novozymes for investering i ny grøn teknologi
”Det er stærkt, at store, anerkendte virksomheder som Novozymes går forrest og integrerer nye grønne teknologier. Novozymes har været en fantastisk samarbejdspartner i forløbet med at teste og definere grundlaget for en optimal løsning. Vi er stolte af, at vi i fællesskab har skabt grundlag for et anlæg, som en virksomhed med så højt forskningsniveau som Novozymes, investerer i og vil bruge globalt på sigt,” siger CTO i Lyras, Nete Zarp Nielsen.
Også Novozymes er glad for den fælles udviklings- og testproces, der ligger forud for købet:
”Det har været en fornøjelse at samarbejde med Lyras. De er dygtige, lydhøre og innovative og passer perfekt ind i den udviklerkultur, som vi også har i Novozymes. Sammen opnår vi den reduktion i mikrobiologi, som en ansvarlig producent til fødevareindustrien har forpligtigelse til konstant at optimere og forbedre,” siger Steen Skærbæk.
Mikrobiel kontrol over 45.000 liter i timen
Novozymes nye raslyseringsanlæg vil kunne behandle 45.000 liter industriel enzymvæske i timen. Raslysering er en ikke-termisk behandlingsteknologi baseret på UV, der inaktiverer mikroorganismer og samtidig er skånsom overfor enzymer, proteiner, aminosyrer og vitaminer. Det giver højere kvalitet, større sikkerhed, bedre flow i produktionen, mindre rengøring og spild samt bedre udnyttelse af ressourcer som energi.
Raslysering kan også bruges som erstatning for pasteurisering af fødevarer som saltlage, valle, juice, is-te og mange andre væsker.
For yderligere info, kontakt: Ruben Riksted, marketing manager, Lyras, 20781221 og [email protected]
Hent video her:
Fakta om Lyras og raslysation
Lyras har udviklet den banebrydende teknologi, raslysering, der inaktiverer mikroorganismer i drikkevarer og andre uigennemsigtige væsker ved hjælp af UV-lys. Teknikken er langt mindre energikrævende end traditionel pasteurisering og filtrering. Med raslysering spares derfor mellem 60 og 90 procent af den energi, og 60 til 80 procent af det vand, som traditionel pasteurisering kræver. Hvis fx et mejeri, som producerer 40 tons valle i timen, går over til raslysering i stedet for traditionel pasteurisering, vil det, baseret på EU gennemsnit, udlede 519 tons CO2 mindre om året. Det svarer til energiforbruget ved at køre 164 gange rundt om jorden i en almindelig familiebil.
Raslysering benytter en UV-lyskilde, kombineret med et lysfilter, der koncentrerer en bestemt type UV-lys. Væsken ledes forbi lyskilden i en kontrolleret bevægelse, så alt belyses. Hermed inaktiveres mikroorganismer effektivt. Samtidig bevares mere af den oprindelige smag, vitaminer og proteiner. Teknikken kan anvendes på mange flydende fødevarer og væsker.